Klinikken

August 2016:

Som nogen måske har regnet ud, sprang vi let og elegant henover vores 10-års jubilæum sidste år. Men nu er klinikken i gang med en større "ansigtsløftning". I løbet af foråret er venteværelset blevet gennemrenoveret og nu er tiden så kommet til det store klinikrum, hvor indervæggene er blevet skiftet og maleren er netop i disse dage ved at lægge sidste hånd på tapet og (vaskbar!) maling. Vi glæder os meget til det står færdigt.

Næste projekt bliver nok en ekstra burafdeling, primært til katte, og så ønsker vi os fortsat bedre parkeringsforhold.

*****

 

I august 2010 havde klinikken på Skolevej 5 års jubilæum. Selvom det var en turbulent opstart, ser vi nu stolte tilbage på hvordan vores lille dyrlægepraksis har blomstret og udviklet sig gennem årene.

 

Skolevej 23 var i gamle dage købmandsbutik, og i de første år dannede det store hus  på godt 200 kvm ramme om både dyreklinik og privatliv. Men efterhånden som der blev mere travlt på klinikken, og mere udstyr at finde plads til, blev det et stort ønske at dyrlægepraksis skulle overtage hele huset. Så 1/11 2008 flyttede vi endelig ud på et lille husmandssted med alle vores katte, heste, hunde, marsvin og høns - og klinikken kunne få lov til at brede sig.

 

Dette har især betydet bedre forhold for operationspatienter og mere ro omkring konsultationerne. Vi er stadig fulde af planer for forbedringer, og første skridt i dén retning hedder bl.a. bedre parkeringsforhold.

 

1. juni 2010 startede dyrlæge Carsten Sørensen op i Hesselager igen, efter at have arbejdet  5 år på Vestfyn. Carsten vil primært koncentrere sig om hest og kvæg. Vi ønsker ham velkommen tilbage.

 

Carsten kan træffes på tlf.nr. 24400205. www.hesselagerdyrlaeger.dk